calendar-grid calendar-list course-callendar-hover course-callendarcourse-overview-hover course-overview credit-carde-book-hover e-book facebook-hover facebook iconslightbulb linked-in-hover linked-in online-help-hover online-help pp-thumb-up-02 right-arrow search-hover search select-arrow thumbs-up twitter-hover twitter user

Tilmeld dig Aros Blog ligesom 30.357 andre videbegærlige!

De 6 fejl, der får din tekst (og dig) til at virke kedelig

Artiklen er baseret på de ting, du lærer på vores Kursus: Skriv bedre tekster

Folk synes dårligere om dig, hvis du skriver kedeligt. Det er strengt, at det skal være sådan. Men sådan er det altså. Og det er lige meget, om du er tekstforfatter, tømrer, programmør eller pædagog: Din evne til at skrive godt er afgørende for, hvad folk tænker om dig!

Men bare rolig.

Nogle af Danmarks dygtigste kommunikatører har været sprogligt udfordrede. De har bare lært de simple teknikker, der skal til for at lyde interessant.

Tag eksempelvis Martin Thorborg: Han staver ikke for godt. Hans ordforråd er begrænset. Men man forstår, hvad han siger og skriver. Og han får sine modtagere helt ud på stolekanten!

Her får du de 6 fejl, du skal undgå for ikke lyde kedelig. Og hvordan du kan vende dem om for at skrive levende og forståeligt.

 

1. Du skriver (for) lange sætninger

Læs lige denne her sætning:

  • Der foretages fra politiets side en undersøgelse af forholdene

Den er lidt tung at komme igennem, ikke? Men hvorfor er den dårlig? Fordi den bruger 9 ord på at sige, hvad 3 ord kunne have sagt:

  • Politiet undersøger forholdene

Det er egentlig ganske nemt: Skriv efter formen “nogen gør noget”.

Hvem gør noget? Politiet.

Hvad gør de? Undersøger forholdene.

Færdigt arbejde.

 

2. Du skriver ikke direkte til din modtager

Personlige stedord er en nem måde at gøre din tekst vedkommende.

Det kan for eksempel være han, hun, du, jeg, mig og jer.

Mest oplagt er selvfølgelig at skrive du i stedet for man. Ligesom jeg har gjort i denne tekst. Og når nu vi er ved det …

 

3. Du skriver til læsere i flertal

Står der tre kollegaer og læser med over skulderen på dig lige nu?

Nej, for man læser (næsten) altid en tekst én person ad gangen.

Læseren er altid i ental. Så du kan lige så godt skrive det sådan. Skriv du i stedet for I. Skriv din i stedet for jeres.

Den eneste undtagelse er, hvis du refererer specifikt til en flertalsmodtager, eksempelvis din modtagers virksomhed.

 

4. Du gentager dig selv, og du siger det samme to gange

Du skal ikke gentage dig selv. Undgå at skrive det samme igen og igen. Især hvis pointen er den samme. Så skal du ikke skrive den samme pointe, med andre ord. Hvis du skriver det samme igen og igen, så keder du din læser. Også selvom du ændrer det en lille smule hver gang. Så lad være med at gentage dig selv.

… Ja, det er irriterende, ikke? Så lad være med det, tak.

Og ja: Jeg er godt klar over, at titlen siger det samme to gange 😉

Vil du gerne lære at skrive interessant?

Så skal du på vores kursus i skriftlig kommunikation.

Er du mere interesseret i at lære, at skrive grammatisk korrekt?
Så skal du på vores kursus Skriv korrekt dansk.

5. Du viser ikke din pointe

Har du læst “Mænd der hader kvinder”?

Kan du huske der, hvor Stieg Larsson skriver: “Martin Vanger var altså et rigtigt dumt svin”.

Nej?

Nå, det skrev han nok heller ikke. For Stieg Larsson var meget bedre end det.

Han vidste, at man skal vise det, man mener, i stedet for at sige det. “Show, don’t tell”, som de siger i resten af verden.

 

Lad os tage et lettere omskrevet eksempel fra Stephen Kings “Mercedesmanden”.

 

King kunne have skrevet:

  • “Brady var virkelig irriteret”.

 

Men King skrev i stedet:

  • “Hvad snakker du om?”, sagde han, med en stemme midt mellem en hvisken og en knurren. “Hvad fanden snakker du om?”

 

… Og lad os lade den ligge der. For jeg må jo hellere, i Kings ånd, lade eksemplet tale for sig selv.

 

6. Du drikker ikke nok kaffe

At skrive godt kræver øvelse. Og det kræver rettelser.

En god tekst er ikke en, du skriver sidst på dagen, når du er helt udbrændt. Det kræver, at du er på.

Mine egne tekster bliver bedst efter tre espressoer.

Men du behøver ikke nødvendigvis at bruge den lille sorte hjælper. Bare gør dét, der gør dig frisk og klar i hovedet.

Gå en tur. Spis noget frugt. Gå ind i kopirummet, og skrig dine lunger ud. Kør hæve-sænkebordet op, så du næsten skal stå på tæer for at nå. Eller drik en uansvarlig mængde tjæresort kaffe.

Og så bare klø på.

 

PS

Hvis du gerne vil tage dine tekster til næste niveau, kan jeg varmt anbefale dig vores kursus i skriftlig kommunikation: “Skriv bedre tekster.” Det er et supergodt kursus. Underviseren har arbejdet som tekstforfatter i mange år og har i øvrigt sunget med Take That i Boxen i Herning på landsdækkende tv. Ja, hun er faktisk alt andet end kedelig …

PPS
Mangler vi noget, som gør tekster vildt kedelige? Smid endelig en kommentar i feltet herunder.

Kommentarer (13)Tilføj kommentar

Tag del i diskussionen

Loading
Hent GRATIS e-bog om kommunikation!

Hent GRATIS e-bog om kommunikation!

Gør som 15.347 andre: Tilmeld dig vores blog, og få gratis vores e-bog "99+1 hemmeligheder om kommunikation"!

Din tilmelding er modtaget. Vi sender e-bogen til dig inden for få minutter.