Vores Aros Mini MBA får topkarakterer! Samlet 9,2 ud af 10. Læs meget mere her!
De 5 tegn på, at det er på tide at sige op
Sukker du, når nogen spørger dig, hvad du arbejder med? Lider du ofte af Sunday Blues? Og er dine venner trætte af at høre på brok om dit arbejde? Så er det måske på tide at finde et nyt job.
Mange begavede, dygtige og ambitiøse mennesker befinder sig på et tidspunkt i deres karriere det forkerte sted. De føler sig ikke anerkendt. Eller motiverede. Eller inspirerede. Men det kan være svært at erkende problemet. Sådan for alvor. For et jobskifte kræver mod og energi – og fører en masse forandringer med sig.
Her har du de 5 vigtigste tegn på, at det er på tide at se sig om efter et nyt job.
Og hæng lige på til sidst også … vi har nemlig et vigtigt tip til dig, der gerne vil skifte job, men er hundeangst for det.
1. Dit job giver dig ikke mulighed for at blive klogere
Personlig udvikling er måske ikke en menneskeret. Men hvis du konstant hører om dine venners og kollegers nye uddannelser og kurser – og kassen samtidig er lukket for dig – er det nemt at blive demoraliseret. Stil krav til din arbejdsplads! Og ikke kun ift. efteruddannelse. Udvikling kommer i mange former. Og hvis din arbejdsplads ikke kan se værdien i din personlige udvikling, er det måske ikke det rette sted for dig,
2. Du har allerede mentalt checket ud
Hvis du ikke er tilfreds med dit job (og du ikke har været det i lang tid), har du måske allerede checket ud, rent mentalt. Du har mistet gnisten og gejsten. Du kører på autopilot. Dine pauser bliver længere. Du tager hjemmearbejdsdage, hvor du ikke er synderligt effektiv (men til gengæld får pudset vinduer). Og du bruger lige så meget tid på Facebook som i Outlook.
Du tror måske, at det er din egen private tanke, men det kan ses! Og det præger endda dine omgivelser. Så udover, at du ikke selv er tjent med det, er dine kolleger og chef faktisk heller ikke tjent med det.
3. Dit arbejde er (bogstaveligt talt) ved at tage livet af dig
Stress betragtes som en af den moderne tids største dræbere. Stress giver dig højere blodtryk. Svækker dit immunforsvar (så du er syg i alle dine ferier). Opløser venskaber (de stopper med at ringe, efter du for tredje gang i træk udskyder en kaffeaftale). Og kan resultere i en masse hjerteproblemer.
Hvis dit arbejde giver dig stress (og her skelner vi mellem decideret stress og blot allerhelvedes travlt), er det nok på tide at skifte job – og måske endda også profession. Det er simpelthen ikke risikoen værd.
4. Når du gør noget genialt, lægger ingen mærke til det
Den tyske filosof Axel Honneth kalder menneskelivet for “en kamp om anerkendelse”. Vi har brug for, at nogen lægger mærke til os og til vores bedrifter. Nogen har behovet mere end andre. Bevares. Men vi har alle behovet. Og hvis vi ikke får stillet behovet på vores arbejdsplads, bliver arbejdet meget hurtigt meget utilfredsstillende.
5. Du kan ikke personligt stå inde for arbejdspladsens værdier og mål
Hvis du føler en kløft mellem dine egne værdier og arbejdspladsens værdier, er det helt sikkert på tide at skifte job. Medmindre du kan præge arbejdspladsens værdier med dine egne – og der således er noget at kæmpe for!
Hvis du arbejder i tobaksindustrien og fint kan stå inde for produktet, er der ingen problemer. Men hvis du arbejder som lærer og slet ikke kan stå inde for den nye folkeskolereform, er det på tide at finde noget andet at lave. Ellers ender du nemt med at være den sure, ukonstruktive medarbejder, der gør det til en dyd at pinpointe fejl, problemer og mangler (og det er ingen tjent med!).
Og til sidst: En vigtig ekstra pointe
Rigtig mange mennesker sidder i det forkerte job. Lige nu. Og måske har de gjort det i mange år! Men frygten for forandringerne og den økonomiske usikkerhed afholder mange fra at tage skridtet ud i noget nyt. Hvad nu, hvis man ikke finder det næste job? Vil man så fortryde, at man har sagt op – og ende ud med at blive endnu mere ulykkelig?
Men sagen er, at der i virkeligheden ikke er noget, der forhindrer dig i at sende et par ansøgninger og gå til et par samtaler! Helt uden at din chef og dine kolleger ved noget om det. Og nej, det er faktisk heller ikke moralsk forkasteligt. Et job er trods alt ikke det samme som et ægteskab.
Og hvem ved, måske giver lidt jobsøgningsgymnastik en større bevidsthed om, hvad der skal til for, at du bliver mere glad i dit eksisterende job … ja, nu bliver det næsten helt poetisk.
PS: Håber du kan bruge det! Hvis du deler indlægget på Facebook eller LinkedIn, vil vi med garanti bryde ud i dans her på redaktionen.
Klik her, og se alle vores (cirka 2 mia.) kurser og korte uddannelser!
Her er et lille udsnit af de allermest populære af dem:
- Mini MBA i Sustainability Management (6 måneder)
- Mødeledelse og facilitering (2 dage)
- Assertiv kommunikation (2 dage)
- Aros Mini MBA – Lederuddannelse (6 måneder)
- At lede andre uden at være chef (3 dage)
- MasterClass i Psykologi (6 måneder)
- Nudging og adfærdsdesign (2 dage)
- Aros Proceslederuddannelse (6 dage)
- Kursus i konflikthåndtering (2 dage)
- Præsentationsteknik med gennemslagskraft (2 dage)
- Aros Projektlederuddanelse (IPMA) (12 dage)
- Den Intensive Projektlederuddannelse (6 dage)
Kommentarer (1)Tilføj kommentar
Patrick
De her 5 (eller 6) gode tips er virkelig ord at leve efter! Det kan ikke hjælpe noget at spilde sin tid på en arbejdsplads, som man ikke bryder sig om – det er virkelig meget af ens liv, du bruger på arbejde, så sørg for at lav det rette!