calendar-grid calendar-list course-callendar-hover course-callendarcourse-overview-hover course-overview credit-carde-book-hover e-book facebook-hover facebook iconslightbulb linked-in-hover linked-in online-help-hover online-help pp-thumb-up-02 right-arrow search-hover search select-arrow thumbs-up twitter-hover twitter user

Tilmeld dig Aros Blog ligesom 28.576 andre videbegærlige!

5 tips til at give feedback på en dårlig tekst

  • 1948

Noget af det sværeste ved at give feedback på tekster er, når teksten bare ikke er god. Særligt hvis tekstens forfatter selv mener, at han eller hun har skrevet en rigtig god tekst, og der bare lige skal flyttes et par kommaer hist og her. Her er din guide til at feedbacke på en rigtig dårlig tekst. 

Se teksten fra et globalt perspektiv 

 

Når du skal give feedback på en dårlig tekst, kan det være en god idé at starte med det globale perspektiv i teksten. Det kan fx være tekstens vinkel, formål, argumentation, genretræk osv. Altså de ting, som angår hele teksten, og som derfor også risikerer at gøre hele teksten dårlig. Er teksten skrevet med akademiske genretræk, når den i virkeligheden er en salgstekst til håndværkere? Behandler debatindlægget et problem, som er irrelevant for offentligheden? Giver hovedargumentet overhovedet mening? Eller mangler der et indlysende modargument? Skælder skribenten ud på den modtager, han ellers forsøger at overbevise? Er hovedpointen uinteressant? 

 

Hvis der er store globale problemer i teksten, vil det være en oplagt ting at tage fat på som det første. Hvis det er vinklen, den er gal med, så gør det tydeligt, hvad der er galt med vinklen. Giv et bud på, hvordan den kan blive bedre. Hvis det er argumentationen, så find ud af, hvad problemet er og hvilken ny strategi, der kan erstatte det. Lad din kritik pege fremad. Hjælp modtageren med, hvad han skal ændre for at gøre teksten god. 

 

Hvis der kun er problemer på det globale plan, så husk også at rose de konkrete ting, der fungerer på det lokale plan. Ellers risikerer du, at de ryger i redigeringen. 

 

Se teksten fra et lokalt perspektiv 

 

Er der helt styr på vinkel, struktur, argumentation, genre og formål? Så kan du begynde at se på det lokale plan: Sproglige udtryk, eksemplificeringer, konkrete ordvalg, stilfigurer og til allersidst sproglig korrekthed. Måske synes du, at der mangler konkrete eksempler til at understøtte hovedpointen? Det kan også være, at du har fundet nogle sætninger, der er for snørklede eller ord, der ikke er præcise nok. Det er små ting, der let kan ændres. Kom med konkrete ændringsforslag, og begrund dine pointer. Ellers står du med samme problem i næste tekst. 

 

Undgå så vidt muligt at give omfattende global og lokal kritik i samme feedback-session. Globale ændringer i tekster påvirker som regel også på det lokale plan det kan derfor være svært at implementere ændringer på begge planer samtidig. Når din modtager retter sig efter din globale kritik, vil nogle af de lokale ting typisk også falde på plads. 

 

Hvis der primært er problemer på det lokale plan, så husk at rose de ting, der fungerer på det globale plan. Ellers risikerer du, at de bliver redigeret helt eller delvist væk. 

Begrund, begrund, begrund….

 

Hvis du bare siger, hvad du synes er dårligt, og hvordan du synes, det burde være i stedet, er det ikke sikkert, at din modtager forstår problemets kerne. 

 

Måske har du bedt tekstforfatteren om at sløjfe indledningen og lave flere underoverskrifter, fordi du ved, at den typiske læser er utålmodig og gerne vil direkte til sagen. Hvis du ikke har givet den begrundelse, kan det være, at tekstforfatteren i stedet tænker, at det var fordi, der var tale om en dårlig indledning. Det kan endda være, at hun tror, at hun næste gang bør gøre sig endnu mere umage med at skrive en god indledning, så den ikke bare bliver slettet en gang til. Derfor er det vigtigt, at du begrunder din kritik. 

Prioritér problemerne 

 

Din feedback behøver ikke altid at være udtømmende. Hvis der er mange problemer, så vælg de vigtigste, og brug energien på at give en god begrundelse. Regn ikke med, at teksten skal gå fra dårlig til perfekt efter én omgang feedback. 

 

Hvis skribenten har grundlæggende svært ved retskrivning, vil det formentlig heller ikke blive løst af utallige røde streger og formaninger. Her kan et kursus i korrekturlæsning hjælpe gevaldigt og samtidig give skribenten en større selvsikkerhed i sit skriftlige arbejde. 

 

Tydeliggør, hvad du gerne vil have 

 

Mange har lettere ved at få øje på, hvad de ikke kan lide, end hvad de godt kan lide. Måske har du sat en medarbejder eller kollega til at skrive en tekst uden egentlig at tænke over, hvordan opgaven skal løses. Når vedkommende viser sit bud på en løsning af opgaven, synes du ikke rigtig, at det fungerer. Omvendt er du heller ikke sikker på, hvad der vil fungere. Det kan være meget svært at lave en god tekst på andres præmisser, hvis præmisserne samtidig ikke er tydeligt stillet op. 

Hvis din kollega eller medarbejder har skrevet en dårlig tekst, kan det altså også skyldes, at de ikke forstår, hvad du gerne vil have. 

 

Prøv derfor at gøre det så tydeligt som muligt, hvad du egentlig gerne vil have. Du kan eksempelvis sende et par eksempler på tekster inden for samme genre, som du synes, er vellykkede. På den måde kan din medarbejder eller kollega danne sig et indtryk af, hvad der kendetegner en i dine øjne  god tekst. 

 

Tag del i diskussionen

Loading
Hent GRATIS e-bog om kommunikation!

Hent GRATIS e-bog om kommunikation!

Gør som 15.347 andre: Tilmeld dig vores blog, og få gratis vores e-bog "99+1 hemmeligheder om kommunikation"!

Din tilmelding er modtaget. Vi sender e-bogen til dig inden for få minutter.