Din største udfordring er ikke at lære nyt. Det er at aflære det gamle!
Hvis du for alvor skal lykkes på en arbejdsplads, der er præget af forandringer (og det er din arbejdsplads med sikkerhed), skal du være benhård til at aflære! Her har du vores tre bedste tips til at aflære.
Medmindre du har boet mutters alene på en lille ø i Stillehavet de sidste 10 år, ved du nok, at vi lever i en meget foranderlig verden. Løsningen er blevet livslang læring – så vi sikrer os, at vi hele tiden er med på beatet. Og kurser og efteruddannelse giver også voldsomt god mening! Men ofte overser vi den allerstørste udfordring ved at udvikle os og følge med. Nemlig at vi er nødt til at aflære en hulens masse af det, vi allerede har lært.
Det lyder måske ikke som en stor udfordring. Men det er langt sværere at aflære end at lære. For når vi lærer noget nyt, føjer vi noget til det, vi i forvejen ved og kan. Det bliver en del af os, og det udvikler os. Men når vi så skal aflære, skal vi dekonstruere eller ligefrem ødelægge os selv. Og den slags gør ærligt talt nas – og alt i os forsøger at holde fast i det gamle.
Emma-Louise går bananas
Her er et hurtigt eksempel. Forestil dig en en person, der er vokset op i en stor søskendeflok med mange alfahanner. Lad os kalde hende Emma-Louise. Emma-Louise har som barn følt sig nødsaget til selv at være dominerende og eksplosiv for ikke at blive overset af forældrene og tromlet af sine søskende – og har dermed lært, at netop dette give pote. Og langsomt er det blevet en naturlig del af hende. Men på hendes arbejdsplads, hvor kommunikationen er rolig og venlig, passer den adfærd ikke ind. Hun får ofte det, hun gerne vil have. Men stemningen vender sig mod hende. Og risikoen for at møde ind til en grå seddel med teksten “samarbejdsvanskeligheder” er desværre stor.
Men at aflære adfærd er slet ikke nemt. Det kræver, at man piller ved selve éns identitet. Og det er ikke noget, man gør over en eftermiddag på sofaen. Det kræver masser af træning. Og det kræver det rette mindset.
Så hvordan aflærer du forkert eller uhensigtsmæssig adfærd, viden og kompetencer? Her har du vores tre vigtigste tips (bygget på 10 års erfaring med kurser og efteruddannelse):
Tip #1: Bevis for dig selv, at du tager fejl
Hvis du skal aflære, skal du gøre det soleklart for dig selv, at din eksisterende viden, adfærd eller kompetencer ikke fungerer. Opstil helt konkrete beviser for dig selv og skriv dem eventuelt ned, så de bliver endnu mere konkrete.
Tip #2: Gør det klart, hvad konsekvenserne er for dig
Skab et overblik over, hvilke risici, du udsætter dig selv for ved at holde fast i forkert eller uhensigtsmæssig viden, adfærd eller kompetencer. Måske risikerer du ligesom Emma-Louise at miste dit job. Måske kommer du aldrig i betragtning til chefstillingen. Måske får du ikke den lønforhøjelse, du fortjener. Og måske holder det dig fast i aldrig at gøre dét, som du inderst inde ved, vil gøre dig helt lykkelig.
Tip #3: Mød op på kurser med en renvisket tavle
Når du møder op på et kursus eller en uddannelse (fx vores cirka 100 af slagsen), så indstil din hjerne på, at alt, hvad du har lært indtil nu, sandsynligvis er forkert. Med andre ord: Visk tavlen helt ren. Vi oplever af og til, at folk møder op på vores kurser og uddannelser, fordi de gerne vil lære noget nyt – men alligevel bruger det meste af deres krudt på at holde fast i det gamle i et forsvar mod forandringen. Det er sundt med skepsis. Men for meget af slagsen gør det umuligt at aflære og dermed lære noget nyt.
PS: Vi er selv i gang med at aflære en ting for tiden: Social Media Marketing er ikke bare traditionel marketing rykket på sociale medier. Det handler ikke om at give information, men om interaktion.
Hvad er du i gang med at aflære? (skriv en kommentar til os og de andre læsere nedenfor).
Klik her, og se alle vores (cirka 2 mia.) kurser og korte uddannelser!
Her er et lille udsnit af de allermest populære af dem:
- Mini MBA i Sustainability Management (6 måneder)
- Mødeledelse og facilitering (2 dage)
- Assertiv kommunikation (2 dage)
- Aros Mini MBA – Lederuddannelse (6 måneder)
- At lede andre uden at være chef (3 dage)
- MasterClass i Psykologi (6 måneder)
- Nudging og adfærdsdesign (2 dage)
- Aros Proceslederuddannelse (6 dage)
- Kursus i konflikthåndtering (2 dage)
- Præsentationsteknik med gennemslagskraft (2 dage)
- Aros Projektlederuddanelse (IPMA) (12 dage)
- Den Intensive Projektlederuddannelse (6 dage)
Kommentarer (6)Tilføj kommentar
Susan
Ja, jeg har jo nok en hel del, jeg skal have aflært, når nu jeg tænker over det. Især noget der vedrører min planlægning af arbejdsopgaver, hvor jeg har fået mange gode tip på vores kursus. Men hold op, hvor er det svært af få smidt alle de små gule lapper væk, selvom jeg jo VED, at det vil gøre min arbejdsdag bedre og mere effektiv.
Anders Aros
Den kender de fleste vist 🙂
Susan
Og så kender jeg i øvrigt nogen, der skal aflære at trykke midt på tandpastatuben!
Marianne
Jeg har skiftet job og arbejder nu med papirløst bogholderi. Jeg skal i den grad aflære vaner!
Stryg tanken om liige at printe den indkomne faktura ud, så man kan tjekke, om beløbet nu var korrekt. Stol på, at du har styr på det, og at afstemningen alligevel fanger eventuelle fejl. Dét kræver altså noget for en kontrolfreak.
I Outlook fx. gemmer jeg ting og sager i mapper, som alligevel kan findes andre steder. Jeg har lang vej endnu..!
Arbejde før med en kollega, som havde været der 35 år. Hun skriver stadig banksaldoen ned i sin lille regnskabsbog hver dag 😉
Anders Aros
Hehe.
Sofie
Jeg er netop selv i gang med at aflære (og optimere) min præsentationsteknik, hvilket er lettere sagt end gjort, da man vel er lidt af et vanedyr… Tak for de gode tips!