calendar-grid calendar-list course-callendar-hover course-callendarcourse-overview-hover course-overview credit-carde-book-hover e-book facebook-hover facebook iconslightbulb linked-in-hover linked-in online-help-hover online-help pp-thumb-up-02 right-arrow search-hover search select-arrow thumbs-up twitter-hover twitter user

Tilmeld dig Aros Blog ligesom 28.576 andre videbegærlige!

De 5 bedste (og overraskende enkle) tips til at øge din værdi på arbejdspladsen!

Skrevet af Emil Ulrik Friis.
Lær mere om at øge din værdi på vores Kursus: Mundtlig kommunikation

Er din chef og dig enige om, hvilken værdi du har for arbejdspladsen? Eller sagt med to andre spørgsmål: Får du nok anerkendelse for dit arbejde? Og følger lønnen med den værdi, du faktisk har for arbejdspladsen? Her har du de 5 allerbedste tips til at få chefen til (med rette) at tænke højere tanker om dig.

 

1: F*** janteloven!

Vi lægger ud med at låne to ord fra håndboldspilleren Anja Andersen: “F*** janteloven”.

Dit arbejde taler ikke for sig selv. Det skal du gøre! Det er derfor afgørende, at din chef forstår den indsats, som dit arbejde kræver, og de resultater, det medfører. En lille smule pral er derfor nødvendig.

Hvis andre for alvor skal kunne se værdien i det arbejde, du laver (især de små ting, som din chef måske ikke lige tænker over), så skal du altså lære at rose dig selv.

Og ja, det er meget udansk. Og jeg siger ikke, at du skal være den nye Anja Andersen. For selvfølgelig skal rosen holdes i rimelige mængder. Men de rimelige mængder er sandsynligvis noget større, end du lige går og tror. Det er altså OK at gøre din chef opmærksom på, hvad du går og laver, hvorfor det er vigtigt og hvilke resultater, det har medført.

Har du svært ved at rose dig selv? Skriv en kommentar længere nede om det, du gerne vil have anerkendelse for. Så giver vi et bud på, hvordan du kan præsentere det sobert. 

 

2: Bliv superekspert!

Dette punkt er ofte overset, men afgørende for din værdi!

Hvis du bliver en ekspert i noget, der er vigtigt for din arbejdsplads, gør det dig til en værdifuld ressource.

Hvad du skal blive ekspert i, og hvordan du vil gøre det, kan tage mange former. Men det er naturligvis en væsentlig fordel, hvis din ekspertise er synlig. Så sørg for at deltage i relevante konferencer, skrive artikler om dit emne, se YouTube-videoer (ikke af katte) eller hjælpe andre i virksomheden med at forstå emnet. Målet er at etablere dig som “go-to”-personen inden for et specifikt emne eller en udvalgt disciplin.

Men husk: Du skal altså ikke bare være dygtig – du skal være eksperten!

Og det er ikke altid så svært, som det måske lige lyder. Der er ingen, der kræver, at du bliver verdens eller Danmarks førende. Måske ikke engang hele virksomhedens førende. Men i hvert fald kontorets og afdelingens. Du skal være den første, som din chef og dine kollegaer tænker på.

En måde, du kan gøre det på, er selvfølgelig ved at tage et kursus eller en kort uddannelse.
Og så naturligvis ved at følge med i – og kommentere på – blogs som denne 🙂

 

3: Bliv en suveræn kommunikator!

Rekrutteringsvirksomheden Robert Half lavede for nylig en halvkedelig undersøgelse, som viste sig at give meget interessante resultater. De spurgte en masse økonomichefer og økonomidirektører, hvad der var de mest værdifulde egenskaber for personer i deres stillinger. Og det spændende er, at svaret ikke var matematisk- eller økonomisk tæft, viden om brugbare systemer eller lignende.

Nej, som de vigtigste egenskaber svarede de “kommunikation”, “interpersonelle færdigheder” og “ledelsesevner”.

Og det er jo enormt interessant.

Det siger nemlig noget meget vigtigt om, hvad du bliver vurderet på. Og det gælder uanset, om du er bogholder, flaskedreng eller kommunikationschef:
Du skal kunne kommunikere godt!

Hvis din chef ikke skal tænke dårligt om dig, så skal du have styr på din præsentationsteknik, du skal mestre mundtlig kommunikation og skriftlig kommunikation, og du skal have styr på tegnsætning og komma.

Er du i tvivl om, om du har 100 % styr på komma? Skal der for eksempel komma i den foregående sætning? Hvis du er i tvivl, eller bare gerne vil teste dig selv (og dine kollegaer), så tag vores kommatest.

Øg din værdi med opkvalificering af dine kompetencer

Se et udvalg af vores mest populære, CV-forbedrende kurser her: Populære kurser

4: Byg et prangende trofæskab!

Hvis du vil have anerkendelse for dit arbejde, skal du først og fremmest selv kunne holde styr på dine bedrifter.

Det kan du rent praktisk gøre ved at lave en liste. Her kan du løbende skrive små som store bedrifter på. Din chef husker nok enkelte af dine bedrifter, men næppe dem alle. Mind derfor din chef om de vigtigste af dem, når I mødes om dit arbejde. Og hav dem for alt i verden med til din næste MUS.

 

5: Og vigtigst af alt: Skab værdi for arbejdspladsen!

Hvis du vil gøre det åbenlyst for din chef, at du er mere værd for din arbejdsplads, så skal du skabe reel værdi for arbejdspladsen. Ganske enkelt.

I private virksomheder vil det sige, at din løn skal give ‘return on investment’. Altså: Arbejdspladsen skal tjene penge på at have netop dig gående – og flere penge, end de betaler dig! Også selvom du ikke sidder i salgsafdelingen.

Gisp!

Ja, det er måske lidt angstprovokerende. Men det betyder ikke, at du skal ud at lege pistolsælger og smide om dig med Lars Larsen-tilbud. Det betyder nærmere, at du skal forstå forretningen og gøre alt for at involvere dig i de aktiviteter, der giver virksomheden plus på bundlinjen.

Hvis du arbejder i det offentlige, skal du ikke tjene penge til arbejdspladsen. Så skal du i stedet arbejde på at spare penge, levere bedre service, optimere processer eller i det hele taget effektivisere på alle leder og kanter. Måske har du en god ide til automatisering af nogle af jeres arbejdsopgaver? Eller måske har du fundet et gratis e-kursus i at skrive effektive e-mails(OBS: Åbner i nyt vindue. Du er velkommen til at dele linket med kollegaer og chefer)

Kort sagt: Klø på med at hjælpe arbejdspladsen til leve op til dens målsætninger og værdier! Og er det for stor en mundfuld, kan du nøjes med at hjælpe din chef med at nå hans eller hendes mål.

 

PS

Har du et godt råd, du gerne vil dele med de 14.997 andre læsere? Eller har du spørgsmål til, hvordan du kan øge din værdi? Så skriv din kommentar længere nede på siden, og få en masse god respons fra eksperter og ligesindede.

 

PPS

Her er et lille ekstra tip: En god teknik til nemt at øge din værdi er aktivt at bruge dit netværk. Sådan et netværk bliver altid glad for gode artikler. Og så er det jo nemt, når du helt gratis kan få lov at “stjæle” denne artikel. Du skal bare trykke på knapperne herunder.

 

Tag del i diskussionen

Kommentarer (5)Tilføj kommentar

Loading
Hent GRATIS e-bog om kommunikation!

Hent GRATIS e-bog om kommunikation!

Gør som 15.347 andre: Tilmeld dig vores blog, og få gratis vores e-bog "99+1 hemmeligheder om kommunikation"!

Din tilmelding er modtaget. Vi sender e-bogen til dig inden for få minutter.