“Hutlihut” og 10 andre udtryk der (måske) afslører din alder
Du vil blive overrasket over, hvor meget dine yndlingsudtryk siger om, hvor gammel du er.
Er du under 30 år, vil du næppe kalde nogen for ‘pernittengryn’. Og er du over 50 år, synes du måske, at denne formulering er ret sjov: “Det er fandeme uhyggeligt, du!” Det gør de unge ikke, for de forstår ikke referencen.
Vi har samlet 11 ord og udtryk, der (måske) siger noget om din alder.
Bonus: Hvis du er snedig og kan dine alder-afslørende ord og udtryk, kan du bruge dem til at virke ældre eller yngre, end du er. Pas dog på med at virke yngre. De yngre spotter nemlig nemt, hvis et udtyk bruges en smule forkert, eller hvis udtalen ikke sidder lige i skabet – og så får det den absolut modsatte effekt.
Hutlihut! = Du er 40-100 år (eller fodboldnørd)
I 1992 vandt Danmarks herrelandshold EM i fodbold. Hvis ikke du selv overværede det, kan jeg fortælle dig, at det var ret vildt! Ingen havde forventet det. Vi var med til EM på et afbud. Straffesparkskonkurrencen i semifinalen mod Holland var nervepirrende. Og vores sejr over de tyske verdensmestre i finalen var episk. Danmark gik bananas! Og under slutrunden manglede kommentatoren Flemming Toft ord og råbte så pludselig “hutlihut”. De færreste havde hørt udtrykket før og tænker måske, at han opfandt det på stedet. Men faktisk kan det spores tilbage til filmen “Københavnere” fra 1933, hvor de får en lille hutlihut (som i betydningen ‘stærk genstand’). Se klippet om en hutlihut her.
Woke = Du er 11-27 år
Tager din arbejdsplads aktivt stilling til sociale problemstillinger og kulturelle magtstrukturer? Så vil en generation Z’er kalde arbejdspladsen for ‘woke’, som er dette årtusindes ord for at være oplyst om tingenes tilstand. Udtrykket er dog ved at blive lidt udvandet, så du vil måske også opleve at blive kaldt woke, hvis du kommer med en lille lommefilosofisk udtalelse til frokost.
Bare ærgerligt, Sonny-boy = Du er 42-62 år
I filmen “Den Eneste Ene” fra 1999 forsøger Stella (Paprika Steen) at lære Sus (Sidse Babett Knudsen) at spille kostbar over for sin utro kæreste Sonny ved at lade hende sige sætningen “bare ærgerligt, Sonny-boy”. Det gik mildest talt ikke så godt for Sus, da hun førte det ud i praksis. Men udtrykket gik rent ind hos danskerne. Filmens manuskript er skrevet af Kim Fupz Aakeson, så hatten af for ham! Du kan se eller gense klippet her.
Crinch = Du er 9-18 år
Når noget er crinch eller cringe, betyder det, at det er så akavet eller pinligt, at du nærmest får helt ondt i maven af at se på det. Fx når Thomas Blachman siger noget totalt upassende i X-Factor. Eller når du genser billederne af dig selv fra gymnasietiden.
Han er virkelig kålhøgen! = Du er 45-75 år
“Kålhøgen” betyder at være indbildsk og høj i hatten. Udtrykket kommer af “Karl Høvding”, der er en helt fra en folkevise fra 1500-tallet. I folkevisen gifter Hr. Magnus sig med Karl Høvdings forlovede, mens Karl Høvding er væk. Da han hører om dette, rejser han hjem, trækker sit guldombundne sværd og kløver Hr. Magnus fra isse til fod. Det kan man jo ikke fortænke ham i.
OK, boomer = Du er 14-28 år
I tilfælde af, at en (ældre) person bliver lidt for belærende eller nedladende, har generation Z udrustet sig med deres helt eget modsvar. Med ‘OK, boomer’ siger du egentlig: “Ja, ja, den er god med dig, du gamle” og kommunikerer således, at du ikke giver en fløjtende fis for din modparts mening. Boomer henviser naturligvis til Babyboomer-generationen, der er folk født mellem 1946 og 1964. Men det er ikke unormalt, at udtrykket også bruges overfor generation X og Y. Udtrykket er spottet første gang i 2015, men det var denne video, der fik det til at gå viralt.
Jeg læste lige på tekst-tv, at … = Du er 70-200 år
Der er vist ingen under 70 år, der bruger tekst-tv mere. Og hvis du er under 30 år, er du måske aldrig stødt på fænomenet tekst-tv. Kort fortalt er det et oldgammelt ‘internet’, hvor man via sin (elendige) tv-fjernbetjening kunne læse nyheder og se tv-oversigter m.v. Det svarer lidt til at høre musik fra en kassettebåndoptager (se nedenfor).
Kassettebåndoptager = Du er 40-60 år
Er du yngre end 40 år, er du med garanti vokset op med en cd-afspiller. Og er du ældre end 55 år, er du ret sikkert vokset op med en grammofonpladespiller. Men i spændet mellem 40 og 55 år var nogle så heldige at have kassettebåndoptageren, der gav den nok dårligste musikkvalitet i verdenshistorien. Det var samme tid, man for alvor begyndte at masseproducere billig teknologi ift. at afspille musik. Så man blæste Guns n’ Roses eller Ace of Base ud fra ghettoblasterens rædselsfulde højttalere. Til gengæld kunne man gå med den på skulderen og se virkelig sej ud.
Fuck, det er nøjeren! = Du er 14-27 år
Ordet ‘nøjeren’ er kommet ind i sprogbruget inden for de sidste få år. Det kommer af ‘paranoia’, der egentlig er en sindslidelse, hvor man har (uhyggelige) vrangforestillinger om verden og andre mennesker. Det betyder altså, at noget er skræmmende.
Har du set mit sygesikringsbevis? = Du er 40-100 år
Hvis du ikke kan se, hvad der er galt med spørgsmålet “har du set mit sygesikringsbevis?”, er du ret sikkert mellem 40 og 100 år gammel. Det hedder det nemlig ikke længere. Og det har det faktisk ikke heddet siden 2007, hvor ‘sygesikringsbeviset’ (eller ‘sygesikringskortet’, som det også blev kaldt) skiftede navn til ‘sundhedskortet’.
Gudbevares! = Du er 95-100 år (eller fan af Morten Korch)
Udtrykket ‘gudbevares’ er egentlig ret fedt, og måske fortjener det at komme tilbage på danskernes læber. Det kan bruges som en lidt spids måde at imødegå en personlig kritik, man ikke er enig i. Og det lugter bestemt af, at man er fornærmet. Et eksempel fra bogen “6 dage” af Ditte Cederstrand:
“Men herregud, du spiser jo kun salat.”
Tina så hårdt på hende.
“Det må jeg vel selv om.”
Maja løftede brynene.
“Gudbevares!”
Ordet ‘gud’ optræder i det hele taget i ret mange udtryk på dansk. Her er nogle stykker af dem: ‘Herregud’, ‘I guder’, ‘guderne må vide’, ‘gud bedre det’, ‘ved gud i himlen’, ‘gudskelov’, ‘gudhjælpemig’, ‘en guds velsignelse’, ‘for guds skyld’, ‘gud ved hvad’, ‘gud forbyde det’. For ikke at glemme det gode gamle danske udtryk ‘OMG‘.
OBS: Hvis du kunne lide denne artikel, så del hjertens gerne på Facebook, LinkedIn eller Twitter
Og du vil sikkert også elske denne artikel: 25 ting, der får kloge mennesker (som dig) til at lyde dumme, der er læst af mere end 375.000 andre danskere.
8 skarpe kurser, der styrker din kommunikation
- Assertiv kommunikation (2 dage)
- Præsentationsteknik med gennemslagskraft (2 dage)
- Præsentationsteknik for nervøse (2 dage)
- Kursus i konflikthåndtering (2 dage)
- Skriv bedre tekster (2 dage)
- Skriv korrekt dansk (2 dage)
- Skriv til nettet (2 dage)
- Skriv gode artikler (2 dage)
Kommentarer (4)Tilføj kommentar
Camilla
Jeg har vist artiklen for nogle kollegaer, hvoraf en forsøgte at gætte forfatteren af artiklens alder ud fra måden at have skrevet diverse punkter på = 30-40 år.
Mon det er korrekt? Håber at høre alderen, kunne være sjovt at høre.
Anders Aros
Haha. Det er et rigtig godt spørgsmål! 🙂
Jeg er 45 år, så det var tæt på. Men jeg har fået assistance af mine børn og af en ung medarbejder. Og det trækker jo alderen lidt ned … på en måde.
Frida
Jeg troede simpelthen hutlihut var et lydord på højde med gugaga, spændende læsning!
Sabrina
Kålhøgen??? Det udtryk har jeg ikke hørt før og jeg er 52. Woke, det bruger jeg meget selv og jo, jeg ved hvad det betyder 😀 Det samme kan siges om, Nøjern: Det er jeg begyndt at sige efter at have set den der spøgelses serie, som jeg selvfølgelig ikke kan huske navnet på. Men I glemte “Fedt nok!” og “Fedest!”