Vi har afholdt bæredygtighedskurser for (næsten) hele Danmarks erhvervsliv siden 2021
Siden vi sammen med professor Steen Hildebrandt i 2021 lancerede vores Mini MBA i Sustainability Management har vi haft indflydelse på bæredygtighedarbejdet på op mod 1.000 danske arbejdspladser. Og vi vil også gerne hjælpe jer.
Hvad er livscyklusvurdering?
Livscyklusvurdering (i daglig tale LCA eller livscyklusanalyse) er en metode til at vurdere, hvordan et produkt eller en service påvirker miljøet i hele sin “livstid”. Det betyder, at livscyklustankegangen tager højde for produktets miljømæssige aftryk “fra vugge til grav” – og altså ikke bare i produktionen internt i virksomheden.
Lær at stille de rigtige spørgsmål til LCA-eksperterne
Vores kursus i livscyklusvurderinger klæder dig på til at være en aktiv part, når I får lavet livscyklusvurderinger. Kurset giver en grundig indføring i livscyklusvurdering som metode og klæder dig på til at stille alle de vigtige spørgsmål, samt være strategisk omkring din organisations behov for og mål med livscyklusvurderinger. Du lærer ikke at lave livscyklusvurderingen selv, men får i stedet den viden, du har brug for, så du kan bidrage til processen og gå i faglig dialog med eksperten. Du får samtidig en dybere forståelse for, hvordan den færdige analyse kan anvendes i praksis – fx til at afgøre, hvordan I kan forbedre et produkt, og hvad I kan tillade jer at sige om produktet til jeres kunder.
Undgå at bruge ressourcer på vurderinger, der ikke kan bruges
Mange virksomheder ender med at bruge unødige ressourcer på at få udarbejdet livscyklusvurderinger, der ikke passer til deres behov. Efter arbejdsprocessen kan det fx vise sig, at den analyse, som I har bestilt, ikke kan bruges til opfyldelse af kundekrav eller indgå i markedsføringen på den måde, som I havde forestillet jer. Det kan fx være, at I har valgt en forkert standard, metode eller afgrænsning, og resultatet dermed ikke lever op til de nødvendige dokumentationskrav. Derfor er det afgørende, at I selv ved, hvad jeres behov er, og hvordan de hænger sammen med LCA-metoden.
Lær at identificere og formulere jeres behov
Hvis I vil sikre jer et brugbart resultat af jeres livscyklusvurderinger, er det vigtigt, at I ved, hvad I gerne vil have ud af vurderingen. I kan som udgangspunkt ikke regne med, at LCA-eksperter bruger lang tid på at analysere jeres behov i udbudsprocessen. Det ville svare til at bede ekspedienten i en skobutik om at tage med dig hjem og kigge på dine skohylder for at fortælle dig, hvilken type sko du ville få mest ud af at købe.
Med vores kursus bliver du derfor klædt på til at være strategisk allerede i udbudsprocessen, træffe gode beslutninger om ekspertsamarbejder og undgå at spilde tid og penge på analyser, der ikke hænger sammen med jeres mål.
Livscyklusvurdering skaber datagrundlag for yderligere grønne tiltag
Hvis I vil have mest muligt ud af jeres færdige livscyklusvurdering, er det vigtigt, at I er i stand til at fortolke og anvende resultaterne korrekt. En livscyklusvurdering kan fx bruges til at få indsigt i, hvordan jeres produkter kan blive mere miljømæssigt bæredygtige og mindre ressourcekrævende. Derfor vil kurset også fokusere på, hvordan I bruger resultaterne af analysen som grundlag for forbedringer, og hvad I særligt skal være opmærksomme på i den forbindelse.
Livscyklusvurdering kan bruges, når I fortæller om jeres produkters miljømæssige performance
Man kan heldigvis ikke længere slippe afsted med bare at kalde sit produkt bæredygtigt. Der skal dokumentation til. Og her kan I altså også bruge jeres livscyklusanalyse. Det er dog vigtigt at forstå resultaterne af analysen godt nok til at vide, hvilke påstande de egentlig kan støtte op om. Derfor vil kurset også komme omkring brugen af livscyklusanalyser i ekstern kommunikation – og hvorfor, man ikke bare kan omsætte sine tal til en masse flotte adjektiver.
Er en livscyklusanalyse egentlig det samme som en livscyklusvurdering?
På engelsk hedder en livscyklusanalyse en “Life Cycle Assesment”, og forkortelsen er derfor LCA. Det tyder på, at vi i Danmark har fundet det naturstridigt at slutte på et v fremfor et a – og dermed gå imod den mundrette forkortelse. Vi bruger i hvert fald oftere begrebet livscyklusanalyse, end vi bruger livscyklusvurdering – selvom eksperterne altså holder fast i, at de leverer en vurdering og ikke en analyse.