Sådan får I de helt rigtige ansøgere!
I ved måske allerede, at klichéer er et no-go. Men er I også klar over, at alt for mange jobannoncer er for ukonkrete, for tunge i sproget, og på ingen måde er tilpasset internettet som medie? Det er her, I taber alle de rigtige ansøgere. En kedelig jobannonce får arbejdspladsen til at fremstå uattraktiv, og demotiverer ansøgerne. På dette kursus i at skrive jobannoncer lærer I, hvordan I styrer uden om det standardiserede stillingsopslag og i stedet målretter jeres annonce mod dem, I egentlig vil have fat i. På den måde undgår I at spilde både jeres og ansøgernes tid og får hurtigere den rette kandidat i hus!
En god jobannonce fanger og fastholder læseren
Jobannoncer er en besynderlig genre. Vi kan alle sammen genkende en kedelig jobannonce. Omvendt er vi også hurtigt klar over, hvornår en jobannonce sidder lige i skabet. Problemet ligger i at definere, hvad det præcis er, der får en annonce til at fungere. Og i endnu højere grad, hvordan I bruger det i jeres egne jobannoncer. Derudover er der hele humlen med det dér internet. For hvordan er det lige, det er, med internetbrowsing, jobsøgning og webtekster? Det kommer måske bag på jer, hvor hurtigt det går på internettet. Det er derfor, det er så vigtigt at kunne skrive en jobannonce, der fanger og fastholder læseren!
Lær at målrette jeres jobannoncer!
Når det kommer til jobsøgning og jobannoncer kan det være svært finde rundt. Det er jo ikke for sjov, at vi kalder det jobjunglen, vel? I dag finder man de fleste jobopslag på nettet – det betyder at modtagergruppen er ret stor. I den anden ende sidder I så og skal tage stilling til, hvilke ansøgere der er relevante. Det kan af og til virke lidt uoverskueligt. Hvis der ikke er for mange ansøgere, så er der for få. Eller også er der kun de helt forkerte. Det kan være fristende at give ansøgerne skylden – gid de nu bare skrev ordentlige ansøgninger! Men ofte opstår problemet faktisk længe inden ansøgerne sætter sig ned og begynder at skrive. Ofte ligger problemet i selve jobannoncen.
Det er ikke altid smart at skille sig ud
På kurset kunne vi nemt lære jer at skrive jobannoncer, der for enhver pris skiller sig ud fra mængden. Men det svarer lidt til at tage en stor blomstret sommerhat på til en jobsamtale hos Maersk. De vil huske dig bagefter, men ikke for noget godt. I stedet lærer vi jer at skrive seriøse jobannoncer, som gør et indtryk på læseren – men på en mere subtil og raffineret måde, der efterlader et godt indtryk af jeres arbejdsplads.
Lær også at skrive jobannoncer, der holder folk væk!
Kender I til forbandelsen ved at få 300 jobansøgninger på fem dage og være nødt til at fjerne jobopslaget flere uger før ansøgningsfristen? At læse 300 jobansøgninger og give afslag til 299 af dem er et kæmpe arbejde. Og det kunne have været undgået! På kurset lærer I at skrive jobannoncer, der afholder de forkerte ansøgere fra at søge jobbet, så I kun har de rette ansøgere tilbage.