Klimaregnskab: scope 1, 2 og 3 forklaret i praksis

Første gang du laver et klimaregnskab, går der typisk tre uger. De første to bruger du på at finde tal. Den sidste bruger du på at opdage, at de tal, du fandt, hører til i en anden kategori, end du troede.

Det er ikke fordi metoden er kompliceret. Den er faktisk ret enkel. Problemet er, at de fleste går i gang bagfra: de begynder at samle data, før de har besluttet, hvad de egentlig gør op.

Her får du forskellen på scope 1, 2 og 3, hvorfor scope 2 skal opgøres på to måder, hvad de 15 kategorier i scope 3 dækker, og en rækkefølge, der gør det første regnskab til noget, du kan nå. Oplysningerne er tjekket den 23. september 2026.

Hvad de tre scopes dækker

Opdelingen stammer fra Greenhouse Gas Protocol, den internationale standard, som stort set alle rapporteringskrav i dag bygger videre på. Logikken er, hvor tæt udledningen er på din egen kontrol.

For langt de fleste virksomheder gælder en ubehagelig sandhed: scope 1 og 2 er de nemmeste at opgøre og de mindste i omfang. Scope 3 er det svære og det store. I en rådgivningsvirksomhed eller en handelsvirksomhed kan scope 3 uden videre udgøre langt hovedparten af det samlede aftryk.

Hvad nytter det så at bruge tre uger på de to små?

Scope 2 skal opgøres to gange

Det er her, de fleste første regnskaber har en fejl. GHG Protocol udgav i 2015 en særskilt Scope 2 Guidance, og den kræver, at du opgør dit elforbrug på to måder og rapporterer begge.

Den lokationsbaserede metode bruger den gennemsnitlige emissionsfaktor for elnettet, der hvor du er. Den viser, hvad dit forbrug betyder i den fysiske virkelighed, uanset hvad du har købt.

Den markedsbaserede metode bruger de faktiske aftaler, du har: oprindelsesgarantier, grønne strømaftaler, leverandørspecifikke faktorer. Den viser, hvad du har valgt at betale for.

De to tal kan ligge langt fra hinanden, og det er hele pointen. Et selskab, der køber oprindelsesgarantier, kan have et markedsbaseret scope 2 tæt på nul og samtidig trække på det samme net som naboen. Rapporterer du kun det ene tal, fortæller du kun den halve historie. Uafklaret: GHG Protocol har igangsat en revision af scope 2-vejledningen og har haft ændringsforslag i offentlig høring, så metodekravene kan blive justeret. Byg derfor dit regnskab, så du kan skifte emissionsfaktorer ud uden at starte forfra.

Scope 3 er 15 kategorier, ikke én

Corporate Value Chain (Scope 3) Standard udkom i 2011 og deler værdikæden op i 15 kategorier, fordelt på det, der ligger før jer, og det, der ligger efter.

Opstrøms finder du blandt andet indkøbte varer og tjenester, kapitalgoder, brændstof- og energirelaterede aktiviteter, transport og distribution, affald fra driften, forretningsrejser, medarbejdernes pendling og lejede aktiver. Nedstrøms finder du transport og distribution af solgte produkter, forarbejdning hos kunden, brugsfasen for de solgte produkter, endeligt bortskaffelse, franchises og investeringer.

Du skal ikke opgøre alle 15. Du skal finde ud af, hvilke der er væsentlige for netop jer, og kunne begrunde fravalgene. En softwarevirksomhed har sjældent noget under forarbejdning af solgte produkter, men til gengæld en stor post under indkøbte tjenester og en overset post under brugsfasen, hvis produktet kører på servere døgnet rundt.

• Start med de to eller tre kategorier, der åbenlyst er størst. Præcision i en lille kategori er spildt arbejde.
• Brug udgiftsbaserede faktorer i første runde. Kroner ganget med en emissionsfaktor giver et groft, men brugbart billede af, hvor du skal kigge nærmere.
• Skift til aktivitetsdata, hvor det betyder noget. Kilo, kilometer og kilowatttimer er altid bedre end kroner, men kun værd at hente ind, hvor posten er stor.
• Skriv ned, hvad du har udeladt og hvorfor. Det er lige så vigtigt som tallene selv, og det er det første en revisor spørger til.

Data findes sjældent, hvor du leder

Den største overraskelse i et første klimaregnskab er, at næsten alle tal allerede findes i huset. De ligger bare i økonomisystemet, ikke i en miljømappe.

Kontoplanen er dit bedste udgangspunkt. Brændstofkøb, elregninger, fragtfakturaer, rejseafregninger og leverandørbetalinger er alle sammen bogført i forvejen. Arbejdet handler mindre om at indsamle og mere om at oversætte: at koble en konto til den rigtige kategori og den rigtige emissionsfaktor.

Det er også derfor, klimaregnskab i praksis er en øvelse i regneark og datakvalitet lige så meget som i klima. Den systematik ligger i kurset i klimaregnskab og CO2-beregning, hvor beregningen bliver bygget på rigtige tal frem for gennemgået på slides.

Regnskabet er ikke målet

Et klimaregnskab, der bliver lagt i en skuffe, har kostet penge og ikke flyttet noget. Værdien opstår først, når tallene bliver brugt til at vælge: hvilken leverandør, hvilken transportform, hvilken investering.

Derfor hører opgørelsen sammen med den bredere forståelse af, hvad bæredygtighed betyder for forretningsmodellen, som er kernen i bæredygtighed og ESG. Tallet er input til en beslutning, ikke en konklusion.

Og så er der rapporteringskravene. Uafklaret: omfanget af hvem der skal rapportere efter EU-reglerne har været under ændring, og du skal have din aktuelle status bekræftet hos din revisor frem for at regne med en generel artikel. Metoden bag tallene ændrer sig derimod ikke: scope-opdelingen er den samme, uanset om du rapporterer frivilligt eller efter krav.

De tre fejl, der går igen

Den første er dobbelttælling. Den samme udledning bliver talt med i både scope 2 og en scope 3-kategori, typisk fordi brændstof- og energirelaterede aktiviteter bliver lagt oveni et elforbrug, der allerede er opgjort. Regnskabet bliver større end virkeligheden, og det opdager en revisor før dig.

Den anden er at jagte præcision i den forkerte ende. Der bliver brugt en måned på at få pendlingen helt rigtig, mens indkøbte varer og tjenester, som er ti gange større, står med et rundt overslag. Præcision skal følge væsentlighed, ikke tilgængelighed.

Den tredje er at skifte metode fra år til år. Nye emissionsfaktorer, ny afgrænsning, nye kategorier, og pludselig kan du ikke sammenligne med sidste år. Ændrer du metode, skal du genberegne basisåret, ellers ser et fald ud som en forbedring, selvom det bare er en ny formel.

Ingen af de tre skyldes manglende viden om klima. De skyldes manglende systematik i et regneark, og det er præcis den slags, der bliver rettet hurtigst, når nogen har prøvet det før.

Sådan kommer du i gang

1. Fastlæg grænserne først. Hvilke selskaber, hvilke lokationer, hvilket år. Skriv det ned på en halv side, og få ledelsen til at nikke, før du åbner et regneark.
2. Tag scope 1 og 2 på en uge. Brændstof, el, varme. De findes i bogføringen, og de giver dig en base at regne videre fra.
3. Lav en grov screening af alle 15 scope 3-kategorier. Et overslag pr. kategori er nok. Formålet er at finde de tre store, ikke at være præcis.
4. Gå i dybden med de tre store. Hent aktivitetsdata, tal med de vigtigste leverandører, og dokumentér kilderne undervejs.
5. Byg det, så næste år tager en femtedel af tiden. Samme kontoplan, samme kategorier, samme ark. Det er her gevinsten ligger.

Næste skridt

Scope 1, 2 og 3 er ikke tre lige store opgaver. Det er en lille, en mellem og en stor, og den store er også den, der rummer de beslutninger, der rent faktisk flytter noget.

Skal du kunne lave beregningen selv, er klimaregnskab og CO2-beregning det direkte sted at starte. Skal du kunne sætte tallene ind i en strategi, ligger bæredygtighed og ESG et niveau over, og skal det hele ende i en rapport, der kan holde, er ESG-rapportering næste skridt.