Kurset udgør de to første moduler af Mini MBA i Cybersecurity
Dette kursus er et selvstændigt forløb på to dage – men det er samtidig modul 1 og 2 af vores Mini MBA i Cybersecurity. Du kan tage de to dage, bruge dem i din hverdag og stoppe der. Får du blod på tanden, bygger du videre på den fulde uddannelse, hvor du arbejder med de mest kritiske trusler, compliance (GDPR og NIS2), identity og access management samt krisestyring – seks undervisningsdage, et specialiseringsmodul du selv vælger, og seks måneders adgang til 67 e-kurser bagefter.
Se den fulde Mini MBA i Cybersecurity her
Lær angriberens arbejdsgang at kende
Du forsvarer dig bedre, når du ved, hvordan et angreb rent faktisk skrider frem: hvordan adgangen bliver skaffet, hvordan den bliver udvidet, og hvorfor der ofte går lang tid, før nogen opdager noget. Første dag gennemgår vi angrebstyperne og de teknologier, der bruges til at opdage og standse dem – med eksempler fra virkelige sager frem for teoretiske scenarier.
Du behøver ikke være tekniker for at have ansvaret
Sikkerhed er for længst holdt op med at være et rent it-anliggende. Det er indkøb, der skriver kontrakterne. Det er HR, der onboarder. Det er ledelsen, der beslutter, hvad der er råd til. Kurset er bygget, så en driftschef, en økonomiansvarlig og en systemadministrator kan sidde ved samme bord og få noget med hjem hver især – uden at nogen af dem taber tråden undervejs.
Stil de rigtige krav til jeres leverandører
En stor del af jeres risiko ligger hos nogen andre: hos den leverandør, der hoster jeres data, eller det system, der har en integration ind i jeres netværk. Du får konkrete greb til at vurdere leverandørers sikkerhed og til at formulere de krav, I skal stille, før kontrakten bliver skrevet under – ikke bagefter.
Lidt læsning som forberedelse
Forud for hver af de to undervisningsdage vil der være cirka 50 siders læsning. Det sikrer, at vi kan begynde på et lidt højere niveau i undervisningen.