Bliv bedre til at præsentere
Ikke alle har et medfødt taletalent, der kan sættes i spil, når man præsenterer. Men der er råd at hente, så man både får sit budskab igennem samtidig med, at man har det komfortabelt på scenen eller på skærmen.
Vi blev ikke alle født som de store talere, de græske filosoffer, Sokrates, Platon og Aristoteles. Men en række modeller og præsentationsteknikker kan hjælpe med at øge gennemslagskraften på en scene eller på skærmen i et stadigt voksende online-univers.
Øjenkontakt med dit publikum
Den første regel er at sikre god øjenkontakt med publikum. Lad ikke PowerPointen eller præsentationsevnerne komme i vejen. PowerPointen gennemgår vi nedenfor. Hvis man er usikker på en scene, uanset om den er fysisk eller virtuel, vil det forhindre en i at være i kontakt med sit publikum, men også i at få leveret sit budskab. Rådet er derfor at øve sig og kende sit stof godt. Dernæst skal man huske at interagere med sine tilhørere. Stil for eksempel retoriske spørgsmål, et spørgsmål du ikke forventer svar på. ”Vi holder frokost kl. 12.00, det tænker jeg, er OK for alle?” Giv eksempler fra publikums kontekst. ”I kender nok til problemet med stram likviditet, ikke?” Stil spørgsmål til enten en enkelt person eller hele publikum. ”Hvad tænker I om den nye strategi?”
Fiskemodellen: Arrangér din præsentation
Det næste emne handler om din præsentation, ofte i form af en PowerPoint. Vi anbefaler at anvende Fiskemodellen, som består af tre dele, der understøtter udarbejdelsen af en præsentation og bogstavelig talt får fisken (læs publikum) på krogen.
Indledningen er fiskens hoved. Indledningen bliver bedst, hvis man selv er engageret i emnet. Det er en god idé at personificere emnet med en personlig oplevelse: ”Jeg gik i går en tur og mødte en ung mand i kørestol. Han havde besvær med komme fra gaden til fortovet. Den oplevelse leder mig hen til dagens emne. Hvordan kan vi skabe en mere inkluderende verden?”
Budskabet er fiskens krop. Her fokuseres på det, publikum skal gøre. Er der nogle faglige pointer eller ny viden, de skal tage med hjem? Eller skal de orienteres om en række møder, der følger fremadrettet?
Plasket med halen er sidste del af fisken. Målet er her at få publikum til at forstå pointen med hele præsentationen. Genbesøg de vigtigste konklusioner, så alle har dem present, når de forlader mødet. Afslør konklusionen på din indledende historie. Hvad skete der med manden i kørestolen?
Husk endelig, at PowerPoint-præsentationen ikke må være for lang med overfyldte sider. Anvend korte tekster, illustrationer, der er lette at afkode, farver og meget gerne videoeffekter. Mange anvender AI til både at forkorte tekster og layoute med.
Virkemidler
Når øjenkontakten er sikret, og PowerPoint-siderne er veldisponerede, er det sidste præsentationsvirkemidler, der skal arbejdes med. Husk, at der er forskel på at levere en præsentation og en historie – ikke mindst en historie med effekt. Modellen PLATE (Purpose, Location, Audience, Time og Emotions) kan anvendes til at forvandle præsentationen til en historie med effekt.
Purpose eller formål: Skal naturligvis sikres for hele ens optræden. Vil man have publikum til at gøre noget? F.eks. implementere en ny kultur i virksomheden.
Location eller sted: Skal præsentationen foregå fysisk eller online, f.eks. over Teams? Er det fysisk, skal man teste lyd og lys, måske udsmykke lokalet og bestille catering.
Audience eller publikum er naturligvis essentiel at kende. Tal i et sprog, alle forstår. Overvej også, om der skal tales på dansk eller et andet sprog.
Time eller tid: Bør overvejes. Hvor lang tid skal præsentationen vare? Online-præsentationer skal være væsentligt kortere. Anvend nye online virkemidler som surveys, avatarer, lyd og film for at engagere publikum. Under online-møder ved man, at tilhørerne laver andre ting end at lytte en del af tiden. Specielt andet arbejde, svarer på e-mails, laver mad og spiser.
Emotion eller følelser: Har med personen, der præsenterer at gøre. Man skal klæde sig på til anledningen. Bruge kroppen og scenen. Bevæge sig rundt og ikke mindst smile. Anvende det antikke Grækenlands appelformer. Brug etos, når du vil styrke din troværdighed og karakter. Brug logos, når du vil fokusere på logiske argumenter og ræsonnering. Brug patos, når du vil appellere til publikums følelser.